Nelius - traditionelle sibiriske katte

Målsætning

I Katteri Nelius har opdrættet af sunde, sociale og racetypiske katte den højeste prioritet.

Opdrættet vil aldrig blive andet end et lille stueopdræt med 1 -2 kuld killinger årligt, hvor jeg vil have mulighed for at tage mig meget af såvel de voksne katte som killingerne. Killingerne vil jeg derved kunne præge i den gode sociale retning, der er så vigtig for, at de kan vokse op som dejlige, trygge og sociale katte, som nemt kan falde til i nye hjem.

Kattene her i hjemmet er først og fremmest kæledyr og en vigtig del af familien – det er derfor vigtigt, at de trives og er i trygge rammer.

Mine katte har udendørs adgang. Det vil sige, at når jeg er hjemme, kan de færdes i en stor indhegnet have med mulighed for at klatre, jage og gemme sig – og uden risiko for at komme uden for haven og eventuelt blive kørt ned, komme i slagsmål med andre katte eller på anden måde komme til skade. Og når jeg ikke er hjemme, kan kattene opholde sig i overdækket løbegård med adgang til husets bryggers.

Indendørs færdes kattene frit over hele huset, hvor de kan lege og ligge i møblerne.

Kosten består primært af kvalitetstørfoder, men de får også vådkost, kød eller fisk, som suplement til tørfoderet..

Sundheden varetages af min dygtige dyrlæge, som jeg har et tæt samarbejde med og som tilser kattene ved årlige sundhedstjek, tests, vaccinationer og ved behov for behandling.

For at forebygge alvorlige sygdomme scannes avlskattene fri for den alvorlige og arvelige hjertesygdom, HCM, ligesom de testes fri for katteaids- og -leukæmi, FIV og FeLV inden parring.

Da jeg kun ønsker at opdrætte traditionelle, ikke-maskede, sibiriske katte, sikrer jeg mig mod at der ved en parring kan komme maskede killinger ved, at alle kattene er genetisk testede for, om de bærer maskegen. Og ingen kat fra opdrættet må anvendes i avl med Neva Maskerade eller andre katteracer.

 

 

Katteri Nelius | Kildevænget 19, Svogerslev, DK-4000 Roskilde - Denmark | Tlf.: +45 41599060 | lise@nelius.dk