Den sibirisk kat er den mindste af skovkattene og fremstår mere rund i såvel hoved som krop. Den er aktiv og adræt, har en tyk, fyldig, lidt strid og olieret overpels og en tæt og fyldig underpels, som kan modstå selv de mest gennemtrængende vinde.
Generelt: Middel til stor kat, hvor hannerne er større (5 - 7 kg) end hunnerne (3 - 5 kg).
Hoved: Massivt og lidt længere end bredt. Panden bred og let rundet. Veludviklede høje kindben. Næsen bred og af medium længde. Profilen med en svag indbugtning, men uden stop. Hagen let
vigende.
Øjne: Store, ovale, lidt skråstillede og ensartede i farve.
Ører: Mellemstore med god afstand imellem, afrundede spidser, udadvendte og med veludviklede tufser. Ørerne må gerne hælde lidt fremad.
Krop: Kraftfuld og muskuløs med stærke ben, hvor benene former en rektangel med kroppen. Store runde poter med tufser mellem tæerne.
Pels: Halvlang, veludviklet og meget tæt. Overpelsen vandafvisende og nærmest lidt strid.
Hale: Lang og tyk med afrundet spids. Halen må nå til skulderbladene.
Farve: Alle farver og mønstre også i kombination med hvid, på nær chokolade og lilla, cinnamon og fawn.
Sibirisk kat findes også i en masket variant, med tegninger i ansigtet som en colourpoint eller siameser under navnet Neva Maskerade, NEM.
De to racer er registreret som søsterracer, og parring mellem dem er tilladt i alle forbund.
Der er store divergenser mellem opdrætterne om, hvorvidt dette er naturligt og ønskeligt hos den sibiriske kat, og der hersker også stor usikkerhed om, hvorvidt denne varietet er naturligt forekommende eller er et resultat af tidligere blandingsopdræt med maskede katteracer.